(Norsk läsövning)
Den norske litteraturhistorikern Lorentz Dietrichson (1834-1917)
berättar i sina memoarer, Svundne Tider
(på svenska En norrmans minnen från Sverige, 1901-02),
om hur det kunde gå till när badorten Varberg skulle marknadsföras sommaren 1866
| Svundne
tider, side 299: Med Harald Wieselgren fik jeg snart mange andre Berøringspunkter end "Idun", idet jeg strax efter min Ankomst til Stockholm blev engageret af ham som Medarbeider i den af ham redigerede Ny Illustrerad Tidning, hvor jeg i en Række |
|
| Side 300: | af Aar
leverede baade literær Kritik, Udstillingsanmeldelser, og desuden skrev mine "hesperiske Nætter" samt en Mængde spredte Smaadigte og andre Artikler. Fra hin første Sommer, 1866, erindrer jeg min allerførste bedrøvelige Bedrift paa denne Bane, min Debut. Det var en varm Sommerdag, jeg ved Middagstid kom ned til min Ven, Redaktøren, og fandt ham ifærd med at klæde sig paa til en Diner. "Kan Du gjøre mig en Tjeneste?" sagde han, "jeg skal, som Du ser, bort, og her ligger en tyk Pakke Materiale, som man har sendt mig fra Staden Varberg, hvor de har bygget en ny Badeanstalt, som i Afbildning skal ind i næste No. Jeg har ikke Tid til at skrive Artikelen, men, som Du ser, er her Materiale nok. Opsatsen maa i Pressen inat; altsaa maa den være færdig iaften." Jeg lovede at gjøre mit bedste, og han gik. Siddende ved hans Skrive- bord begyndte jeg at gjennemlæse de endeløse Manuskripter, men fandt snart, at det Hele var noget kjedsommeligt Tøieri, som kanske kunde interessere Direktionen i Varbergs Bade- anstalt, men sikkert ingen anden, mindst de glade Stockholms- læsere. Sommerdagen var derhos varm, og jeg vilde gjerne slippe for saa godt Kjøb som muligt. Uden Betænkning kastede jeg derfor Manuskriptpakken i en Krog, skrev et let Causeri om al den Fornøielse, de badende Nymfer paa Sveriges Vestkyst vilde faa i den nye Badeanstalt, som jeg udmalede saa lysteligt og rosenrødt jeg kunde, men uden at dvæle syn- derlig ved Direktionens store og alvorlige Anstrengelser og endnu mindre ved det statistiske Stof, som var givet mig til Bearbeidelse. Kun havde Wieselgren paalagt mig udtrykkelig at nævne, at Anlægget havde kostet ikke mindre end 80,000 Kr., og dette anførte jeg efter Ordre. Velfornøiet med mit herlige Arbeide afleverede jeg Artikelen i Trykkeriet og hørte i længere Tid intet videre derom. Men et Par Ugers Tid efter kommer Redaktøren styrtende op til mig og siger: "Ulykkelige! Hvad er det, Du har gjort Varbergerne? Jeg har ikke læst din Artikel, men her ser Du Resultatet: Et |
| Side 301 | fnysende
Brev fra Badedirektionen, som siger, at N. I. T. har haanet og latterliggjort deres Badeanstalt. De klager over, at deres hele med megen Møie samlede Materiale ikke er blevet benyttet, og hvad værre er, Tidningen har kaldt Damerne i Varberg for "Nymfer", og hvad der er det allerværste, den har sagt, at Anstalten koster den enorme Sum af 8000 Kr., medens den i Virkeligheden koster 80,000." Jeg var sønderknust, og vi holdt begge paa at le os fordærvet over den fortvivlede Artikel, -- men ved Sagen selv var intet andet at gjøre end at sige: Pater peccavi og jeg skal aldrig mere gjøre det, og at føie ind blandt Trykfeil: "8000 skal være 80,000," men jeg reiser endnu aldrig forbi Varbergs Badeanstalt uden at tænke paa, hvor haardt jeg har forsyndet mig mod den smukke lille Stad paa Sveriges Vestkyst. Da Redaktøren siden læste Artikelen, fandt han den ret fornøielig og medgav navnlig, at den var uendelig meget morsommere end det oversendte statistiske Materiale. Det skulde der nu ikke meget til. |
Copyright 2004, Carl-Henrik Berg
Sidan kontrollerad 2004-04-26